| AFSLØRING: TO HELDIGE KARTOFLER! |
Max Pedersen
![]() |
|---|
|
Født: 2. januar 2004 Klasse: B50 |
NORDJYSKE SMILEHULLER SLUGER POKAL EFTER POKAL Da Max meldte sig ind i Morsø Motocrossklub, var han seks år. Det var sidste år. Og siden har Max haft hæsblæsende travlt. Nu er han syv år og har udviklet sig til en sand pokalsluger: På kun ét år har han nakket 32 præmier – såvel medaljer som pokaler.
|
- Jeg fortsætter som B 50-kører, fortæller Max. Og jeg glæder mig helt vild til at trykke den af for fuld udblæsning! Jeg håber naturligvis, at jeg næste år igen får høstet en favnfuld pokaler...hehehe!
Max har udviklet en egen kørselsstrategi. Han holder sig midt i førerfeltet for så at vride gassen i bund i sidste omgang. Resultat: Først i mål!FLOTTE RESULTATER
Max har ”hehehe-smilehuller”. De strutter af selvtillid. Ikke så underligt, for Max har jo immervæk en stribe gode resultater at se tilbage på:
Max blev klubmester både i MMCK og HMCK. Og der er snart ikke den bane i Danmark, han ikke har kørt til smadder. Det blev til en hel del skammelpladser i 2011:
Jysk/fynsk mesterskab: 2. plads; DM: 3.plads; Kids'Cup: 2. plads og Micro-DM for klubhold: 3. plads.

- Oppe på den højeste skammel har jeg det bedst, siger Max; her fotograferet ved micro-DM for klubhold i Haderslev sidste måned sammen med hold-makker Mads Vestergaard og et andet Morsø-hold (tv): Martin Dahlgaard og Jens Bukh.
Max er at født cross-talent. Han mestrer selv en skrå landing efter en vaskebrætsvupti.
I udlandet gjorde man også store øjne, når Max kom flyvende. Ved et påskeløb i Tyskland blev han etter. Supercross i Holland sluttede han af med en 2. plads. Og selv det konkurrencemættede, årlige Master Kids-VM i Commercy/Frankrig, fik ikke Max til at ryste i crosserbovserne. 700 micro-kørere fra alle egne af kloden (fra 23 nationer!) var stimlet sammen for at dyste om de eftertragtede MasterKids-pokaler. Max var uimponeret. Smilehuller og ”hehehe”, da starten gik for Guld-finalen. Max kom, så og snuppede en blændende 6. plads.
Baneofficials tager sig til hovedet og flagposter står med åbent gab af forundring, når Max kommer flyvende!
MAX' HEMMELIGHED
Max har en hemmelighed. Han har en lykke-maskot. Endnu et Max-smil med charmerende smilehuller og Max forklarer:
- En kartoffel!
- En hvad for noget?
- En kartoffel – en heldig kartoffel. Sådan én lige som mig!
Og det heldige asen af en kartoffel-maskot står frit fremme i vindueskarmen oppe i Max' crosser-værelse. Overskuer og vogter over alle Max's pokaler og præmier. For kartoflen er allerbedste ven med pokalslugeren fra Morsø. Dermed er det bevist, at der bor mindst to heldige kartofler i Spøttrup/Nordvestjylland.

En storsmilende Max foran et lille udpluk af 2010/11-sæsonernes pokalhøst: - Vi nakkede masser af præmier... mig og min heldige kartoffel!
Kilde: CROSSER PÅ SPRING/Motorbladet nr. 8 • December 2011
Tekst: Henning "Gl. Smølf" G. Becker
Fotos: Henning "Gl. Smølf" G. Becker (1) øvrige fotos: Familien Pedersen
Layout: Jane Kneis • ©kidscross.dk
